Denne weekend behøver ikke være så kedelig. Hvad med at løbe mindst 102 km gennem mose, vand og mudder midt om natten tilsat lidt kulde og frost – GUUT
Det her løb bliver utrolig hårdt at gennemføre, hvis nogen kan gennemføre. Det bliver sjovt at være undervejs, og det bliver sjovt at følge – respekt for løberne, respekt for de som arrangerer. Følg med hjemme fra sofaen, mens andre kæmper i moser, skov, å-løb og andet. Om man kan fare vild? Jo mon ikke
Og hvad er GUUT så lige (Gentofte Unsupported Ultra Trail)
GUUT100+FUN er et alternativt un-supported 100 km trailløb. Løbet består af 4 rutestykker i skovene i Nordsjælland.
GUUT foregår fra lørdag d. 16. til 17. januar 2021. Mellem de definerede ruter er der fri navigation. Den korteste vej er ca. 102 km i alt. Der er adgang til vand undervejs men ellers ingen support. Ruten går gennem skove og vådområder, og løberne får garanteret våde fødder flere gange. Løberne er udstyret med en tracker, som giver mulighed for følge løberne hjemme fra sofaen.
Løbet er arrangeret af parret Stine Schmidt Raaholt og Mogens Gisselbæk, og konceptet er inspireret af parrets egne løbeerfaringer fra fx Swedish Alpine Ultra, Cape Wrath Ultra og The Dragons Back Race. Parret arrangerer også GUUT100M+ som er et 100 miles trailløb som foregår i Nordsjælland til september. Grundet COVID bliver løberne sendt afsted i hold af 2 personer hver halve time, skiftevis med og mod uret. Måske du allerede har mødt Mogens og Stine, når du har løbet rundt omkring, og ellers kan det tilføjes herfra, at det er to glødende ultra og trailløbere som søger det lidt anderledes.
Stine og Mogens er af en special støbning og de har skabt et løb af en speciel støbning

Vellignende foto af de to arrangører – Mogens og Stine
De 4 etaper
Der er blevet frigivet en etape om dagen den sidste uge. Herfra har du så siddet med spænding og kunnet følge, hvor turen tager dig hen. Konkret betyder det, at deltagerne ikke har haft mulighed for at læse ruten før kort tid inden løbet.
Den samlede rute ser således ud;

De fire etaper sammensat til en sammenhængende rute – kort venligst lånt fra Jeppes profil på Facebook
Regler
Reglerne er der ikke så mange af såvidt vi kan læse her på Trailmagasinet, men følgende skal respekteres; “Det er ikke tilladt at have pacer eller medløbere som ikke er tilmeldt løbet”
Der er ca 20 passionerede løbetosser, der har fundet frem til dette arrangement. Det bliver spændende at følge. Det er næppe alle som gennemfører.
På vej mod UTMB?
Der er et lille ekstra krydderi ved at gennemføre dette løb. Du kan optjene 3 ITRA point
Link fra lidt af ruten, hvor Stine elegant fører os igennem revl og krat og efter bedste evne undgår vandhullerne – eller også går hun bare lige igennem.
Det er en rute der virkelig indbyder til, at der bliver løbet stærkt.